Kategoriarkiv: Fotografi

Patrizia Maïmouna Guerresi. En spændende italiensk-senegalesisk fotograf/multikunstner.

Der er religiøsitet, mystik, frygt og myte i spil, når man taler om tildækning og andre religiøse praksiser. I den forbindelse er jeg stødt på en italiensk-senegalesisk fotograf/multikunstner ved navn Patrizia Maïmouna Guerresi. Her vil jeg beskæftige mig med nogle af hendes fotografiske projekter.

Portræt af Patrizia Maïmouna Guerresi

Guerresi er fødti 1951  i Italien i en katolsk familie. Hun konverterede til Sufi islam, da hun blev gift med en senegalesisk mand. Sufisme er en gren af islam, der er drevet af en religiøs mysticisme, som vi især i Vesten forbinder med sufidansen, som er en metode til at opnå en tranceagtig forbindelse mellem mennesket og gud (i dette tilfælde Allah).

Patrizia Maïmouna Guerresis fotografier viser mennesker, der har har overskredet virkelighedens rammer. Personerne svæver i rummet i dragter, der synes at ophæve tyngdeloven. Måske er personerne netop som i en mystisk trance i forbindelse med noget, der overskrider grænsen for vor helt normale hverdagsagtige opfattelse af virkeligheden. Dragterne, som personerne er iklædt, er det eneste, som holder mennesket forbundet med det jordiske.

Dragterne er inspireret af den afrikanske virkelighed som Guerresi oplever, og hun skaber selv dragterne eller kostumerne. Når jeg ser på fotografierne ser jeg traditionelle dragter, hovedklæder, og nogle gange er det som figurerne symboliseret minareter eller kirketårne, der rækker mod himlen, og personerne på fotografierne er ikke virkelige personer, men symboler og mindelser om en dimension i menneskets natur, som ligger skjult hos de fleste. Mennesket selv er en helligdom, der rummer uanede muligheder og energier. 

Selv om universet i fotografier primært får mig til at tænke på Islam, opfatter jeg egentlig at udtrykket er tværreligiøst. Jeg ser også mindelser om kristendom, jødedom, naturreligion og sågar
a-religiøsitet.

Ud over de tankevækkende perspektiver som fotografierne sætter i gang hos mig, glæder jeg mig også over det tekniske og kunstneriske niveau i Patrizia Maïmouna Guerresis fotografier. Hun er ganske enkelt en fremragende visionær kunstner, som jeg er begejstret over at have stiftet bekendskab med.

(Scroll/rul ned af siden for at se de pragtfulde billeder.)

Hvis du har fået lyst til at vide mere om Maïmouna Guerresis er her et link til hendes hjemmeside:
http://www.maimounaguerresi.com

 

Shadi Ghadirian. En iransk fotograf.

Det var et fotografi af en ung kvinde i traditionelt iransk tøj med en  boombox på skulderen. Billedet var tonet. Det lignede et etnografisk fotografi fra gamle dage, men boomboxen førte billedet helt frem til nutiden. Det er et par år siden jeg på denne måde stødte på Shadi Ghadirians navn.

Den unge kvinde står i traditionelt klædning i et gammeldags studio setup.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg var i Iran sidste år stødte jeg på navnet igen i en boghandel i en bog med iranske fotografer. Shadi Ghadirian. Hjemme på hotellet i Tehran prøvede jeg at slå navnet op på min telefon, men der var ikke lige forbindelse til Google den dag. Pyt, jeg fandt hende på Instagram, hvor jeg så en masse fotografier. De fleste så private ud, men ind i mellem var der nogle, der ruskede i mig.

Portræt af Shadi Ghadirian

 

Tilbage i Danmark fandt jeg så hendes  hjemmeside. Et smukt, enkelt sort design med masser af fotografier. Jeg klikkede ind på de biografiske oplysninger, og ganske kortfattet stod der følgende: 

Shadi Ghadirian

Born in 1974, Tehran, Iran
B.A degree in Photography, Azad University, Tehran, Iran
Working for:
Museum of Photography (Akskhaneh Shahr)
Photo Editor of Women In Iran Site (www.womeniniran.com) 
Manager of the first Iranian specialized photography site (www.fanoosphoto.com).

Derefter følger en opremsning af hvor hun har udstillet, og på hvilke museer, hun er repræsenteret.

Wikipedia er heller ikke rundhåndet med biografiske oplysninger. Dog kan man læse, at Shadi Ghadirian foruden de fotografiske projekter, også har lavet forskellige videoer.

Shadi Ghadirian arbejder med fotografiske serier. Det vil sige at hun tager et tema, en præmis eller måske en fordom og bearbejder så dette  ud fra egen holdning og ståsted.

Fotoserien Qajar.

Biledet af den unge kvinde med boom boxen stammer fra en serie, Shadi Ghadirian offentliggjorde i 1998. Serien hedder Qajar, hvilket refererer til en periode i persisk historie fra ca 1785 til 1925. Hun kombinerer sine modeller, der i denne serie hovedsagligt er veninder og kvindelige familiemedlemmer, med en traditionel portrætopstilling i et atelier. Portrætter fra den oprindelige Qujar periode viste ofte den portrætterede med en yndlings- eller værdigenstand. Det erstatter Shadi Ghardirian så med en moderne genstand. Det er ofte en “forbudt” eller “tabubelagt” genstand så portrættet af den traditionelt klædte kvinde i de traditionelle omgivelser næsten antager en ikonagtig kvalitet. De viser også den komplicerede virkelighed, som de iranske kvinder lever under, fanget mellem tradition, påbud og modernitet. Samtidig viser de også den dobbelthed, der eksisterer i Iran, mellem det offentlige liv og det private.

Det der slår mig ved disse fotografier er, at kvinderne og de unge piger ser beskueren lige i øjnene med stolthed og interesse. Præcis som man oplever ved et besøg i Iran. Øjenkontakt bliver ikke undgået.

Shadi Ghadirian siger selv om serien:
“This conflict between old and new is how the younger generations are currently living in Iran. We may embrace modernity, but we’re still in love with our country’s traditions.”[

Herunder kan man se et lille udvalg af fotografierne fra Qajar Serien:

 

Fotoserien Nil,nil.

I en serie fra 2008, Nil,nil, sætter Shadi Ghadirian hverdagsting fra hjemmet sammen med objekter, der er knyttet til krig: patroner, stålhjelm, gasmaske og så videre. Hun fortæller selv, at hun ønsker at vise, hvordan krigen påvirker os alle til dagligt, hvordan nogle er i krig og andre hjemme og venter på dem, som er i krig. Der er en bevidsthed i Iran om krig. Overalt i byerne mødes man af plakater med billeder af martyrerne, de faldne i krigen mellem Iran og Iraq i årene 1980 til 1988. Ca 500.000 mennesker mistede livet i den krig.

 

Fotoserien Like every day

I serien fra 2000, Like Every Day, tager Shadi Ghadirian fat på kvinderollen ikke kun i Iran men mange andre steder på kloden.

Serien viser Figurer (kvinder) klædt i den iranske klædedragt, chador. Dragterne er ikke lavet af det traditionelle klæde, men tilsyneladende af duge, gardiner og andre stykker stof, man forbinder med indretning af hjemmet. Ansigterne er erstattet af husholdningsobjekter som kost, tepotte, gummihandske osv.  og skal vel vise den anonyme rolle som mange iranske kvinder indtager, gemt bort hjemme og klædt i en chador. Kvinderollen er fastlåst i Iran, på trods af det faktum, at der er flere kvindelige studerende på universiteterne i forhold til befolkningstallet end der er i Europa, men kvinden forventes stadig at være hjemmearbejdende efter ægteskab.

I et interview siger Shadi Ghadirian selv om Like Every Day serien:
“In my photos you see women wearing flowery chadors. It’s a kind of chador that women always wear inside the houses, they are colorful. In these photos you cannot see their faces. You can see, for example, a cup or things related to the household, things instead of their face”. 
 “I travel a lot and I see many many women around the world and I realize that it’s the woman, it’s the mother that’s always worried what should the baby eat. And if they are doctor, if they are teacher, if they are photographer, if they are housewife it doesn’t matter. In their mind they are always thinking about these things. It’s a part of the women’s life I think.”

Shadi Ghaderien har en omfattende produktion bag sig. Hun bor og arbejder stadig i Tehran i Iran, og arbejder med at belyse menneskets vilkår i en islamisk stat, der er styret af præsteskabet og reguleret af sharialov.
I 2004 lavede hun en serie, der hedder East By West, hvor hun viser kvindeportrætter optaget på vestlig maner med modellerne i vestligt tøj, bare arme, bare ben og med håret frit fremme. Finten er, at hun som en anden kulturcensor med sort tusch har malet det over på portrætterne, som ikke er tilladt at vise i Iran.

I 2011 offentliggjorde Shadi Ghadirian en serie, der hedder Miss Butterfly. Teknisk er den anderledes end de tidligere serier, idet den er i sort-hvid, og indholdsmæssigt er den mere symbolistisk og ikke så let tilgængelig som de tidligere arbejder. Her er kvinden en sommerfugl fanget i et edderkoppespind, der forhindrer hende i at komme ud i lyset. Spindet er spinkelt og dog er det en forhindring, og man kan ikke bryde ud af spindet uden at ødelægge grundlaget for et andet væsen. Vi ved, at et edderkoppespind ikke holder evigt, at det forsvinder med tiden, og det er måske meget beskrivende for situationen for kvinderne i Iran i dag og for Iran selv. Verden er under forandring.

 

Shadi Ghadirians fotografier er det Iran, jeg oplevede i 2016. Et land dybt forankret i tradition, med en historisk bevidsthed og en stolthed, der viser sig i befolkningens åbenhed, hjælpsomhed og interesse., men også et fuldt moderne fungerende samfund med øjnene åbnet mod fremtiden.