Kategoriarkiv: Betragtninger

Shadi Ghadirian. En iransk fotograf.

Det var et fotografi af en ung kvinde i traditionelt iransk tøj med en  boombox på skulderen. Billedet var tonet. Det lignede et etnografisk fotografi fra gamle dage, men boomboxen førte billedet helt frem til nutiden. Det er et par år siden jeg på denne måde stødte på Shadi Ghadirians navn.

Den unge kvinde står i traditionelt klædning i et gammeldags studio setup.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg var i Iran sidste år stødte jeg på navnet igen i en boghandel i en bog med iranske fotografer. Shadi Ghadirian. Hjemme på hotellet i Tehran prøvede jeg at slå navnet op på min telefon, men der var ikke lige forbindelse til Google den dag. Pyt, jeg fandt hende på Instagram, hvor jeg så en masse fotografier. De fleste så private ud, men ind i mellem var der nogle, der ruskede i mig.

Portræt af Shadi Ghadirian

 

Tilbage i Danmark fandt jeg så hendes  hjemmeside. Et smukt, enkelt sort design med masser af fotografier. Jeg klikkede ind på de biografiske oplysninger, og ganske kortfattet stod der følgende: 

Shadi Ghadirian

Born in 1974, Tehran, Iran
B.A degree in Photography, Azad University, Tehran, Iran
Working for:
Museum of Photography (Akskhaneh Shahr)
Photo Editor of Women In Iran Site (www.womeniniran.com) 
Manager of the first Iranian specialized photography site (www.fanoosphoto.com).

Derefter følger en opremsning af hvor hun har udstillet, og på hvilke museer, hun er repræsenteret.

Wikipedia er heller ikke rundhåndet med biografiske oplysninger. Dog kan man læse, at Shadi Ghadirian foruden de fotografiske projekter, også har lavet forskellige videoer.

Shadi Ghadirian arbejder med fotografiske serier. Det vil sige at hun tager et tema, en præmis eller måske en fordom og bearbejder så dette  ud fra egen holdning og ståsted.

Fotoserien Qajar.

Biledet af den unge kvinde med boom boxen stammer fra en serie, Shadi Ghadirian offentliggjorde i 1998. Serien hedder Qajar, hvilket refererer til en periode i persisk historie fra ca 1785 til 1925. Hun kombinerer sine modeller, der i denne serie hovedsagligt er veninder og kvindelige familiemedlemmer, med en traditionel portrætopstilling i et atelier. Portrætter fra den oprindelige Qujar periode viste ofte den portrætterede med en yndlings- eller værdigenstand. Det erstatter Shadi Ghardirian så med en moderne genstand. Det er ofte en “forbudt” eller “tabubelagt” genstand så portrættet af den traditionelt klædte kvinde i de traditionelle omgivelser næsten antager en ikonagtig kvalitet. De viser også den komplicerede virkelighed, som de iranske kvinder lever under, fanget mellem tradition, påbud og modernitet. Samtidig viser de også den dobbelthed, der eksisterer i Iran, mellem det offentlige liv og det private.

Det der slår mig ved disse fotografier er, at kvinderne og de unge piger ser beskueren lige i øjnene med stolthed og interesse. Præcis som man oplever ved et besøg i Iran. Øjenkontakt bliver ikke undgået.

Shadi Ghadirian siger selv om serien:
“This conflict between old and new is how the younger generations are currently living in Iran. We may embrace modernity, but we’re still in love with our country’s traditions.”[

Herunder kan man se et lille udvalg af fotografierne fra Qajar Serien:

 

Fotoserien Nil,nil.

I en serie fra 2008, Nil,nil, sætter Shadi Ghadirian hverdagsting fra hjemmet sammen med objekter, der er knyttet til krig: patroner, stålhjelm, gasmaske og så videre. Hun fortæller selv, at hun ønsker at vise, hvordan krigen påvirker os alle til dagligt, hvordan nogle er i krig og andre hjemme og venter på dem, som er i krig. Der er en bevidsthed i Iran om krig. Overalt i byerne mødes man af plakater med billeder af martyrerne, de faldne i krigen mellem Iran og Iraq i årene 1980 til 1988. Ca 500.000 mennesker mistede livet i den krig.

 

Fotoserien Like every day

I serien fra 2000, Like Every Day, tager Shadi Ghadirian fat på kvinderollen ikke kun i Iran men mange andre steder på kloden.

Serien viser Figurer (kvinder) klædt i den iranske klædedragt, chador. Dragterne er ikke lavet af det traditionelle klæde, men tilsyneladende af duge, gardiner og andre stykker stof, man forbinder med indretning af hjemmet. Ansigterne er erstattet af husholdningsobjekter som kost, tepotte, gummihandske osv.  og skal vel vise den anonyme rolle som mange iranske kvinder indtager, gemt bort hjemme og klædt i en chador. Kvinderollen er fastlåst i Iran, på trods af det faktum, at der er flere kvindelige studerende på universiteterne i forhold til befolkningstallet end der er i Europa, men kvinden forventes stadig at være hjemmearbejdende efter ægteskab.

I et interview siger Shadi Ghadirian selv om Like Every Day serien:
“In my photos you see women wearing flowery chadors. It’s a kind of chador that women always wear inside the houses, they are colorful. In these photos you cannot see their faces. You can see, for example, a cup or things related to the household, things instead of their face”. 
 “I travel a lot and I see many many women around the world and I realize that it’s the woman, it’s the mother that’s always worried what should the baby eat. And if they are doctor, if they are teacher, if they are photographer, if they are housewife it doesn’t matter. In their mind they are always thinking about these things. It’s a part of the women’s life I think.”

Shadi Ghaderien har en omfattende produktion bag sig. Hun bor og arbejder stadig i Tehran i Iran, og arbejder med at belyse menneskets vilkår i en islamisk stat, der er styret af præsteskabet og reguleret af sharialov.
I 2004 lavede hun en serie, der hedder East By West, hvor hun viser kvindeportrætter optaget på vestlig maner med modellerne i vestligt tøj, bare arme, bare ben og med håret frit fremme. Finten er, at hun som en anden kulturcensor med sort tusch har malet det over på portrætterne, som ikke er tilladt at vise i Iran.

I 2011 offentliggjorde Shadi Ghadirian en serie, der hedder Miss Butterfly. Teknisk er den anderledes end de tidligere serier, idet den er i sort-hvid, og indholdsmæssigt er den mere symbolistisk og ikke så let tilgængelig som de tidligere arbejder. Her er kvinden en sommerfugl fanget i et edderkoppespind, der forhindrer hende i at komme ud i lyset. Spindet er spinkelt og dog er det en forhindring, og man kan ikke bryde ud af spindet uden at ødelægge grundlaget for et andet væsen. Vi ved, at et edderkoppespind ikke holder evigt, at det forsvinder med tiden, og det er måske meget beskrivende for situationen for kvinderne i Iran i dag og for Iran selv. Verden er under forandring.

 

Shadi Ghadirians fotografier er det Iran, jeg oplevede i 2016. Et land dybt forankret i tradition, med en historisk bevidsthed og en stolthed, der viser sig i befolkningens åbenhed, hjælpsomhed og interesse., men også et fuldt moderne fungerende samfund med øjnene åbnet mod fremtiden.

 

Tak, Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz er, efter min mening, den største og bedste nulevende fotograf.

Man kan af mange grunde selvfølgelig ikke komme med sådan en udtalelse. Der er tusindvis af nulevende fotografer, og de tager tusindvis af  billeder, jeg ikke kender, og som jeg aldrig får at se, sådan er det. Men baseret på min glæde og instinktive fornemmelse, der med næsten 100%s nøjagtighed genkender et af hendes billeder, når jeg ser det, udbryder jeg igen: Annie Leibovitz er den største og bedste nulevende fotograf.

Bogen på mit skrivebord
Bogen på mit skrivebord. Foto Jens Ulrich

The Photojournalist hedder den bog, der ligger på mit arbejdsbord. Den er udgivet i 1974, og jeg købte den i 1976 eller 77 hos Arnold Busck på Købmagergade. Den var pakket ind i noget cellofanagtigt materiale, så jeg ikke kunne komme til at kigge i den, og jeg købte den udelukkende, fordi  jeg faldt for Mick Jaggerbilledet på omslaget. Hverken Mary Ellen Mark eller Annie Leibovitz var navne, jeg kendte.

Da jeg kom hjem og fik den pakket ud og kigget på billederne, faldt tusinde brikker på plads for mig. Det første fotografi i bogen var Leibovitz’ ikoniske portræt af John Lennon i overall og med de runde briller. Selvfølgelig kendte jeg billedet, det havde været på forsiden af Rolling Stone Magazine, men jeg havde aldrig fæstnet mig ved fotografens navn.

lennon
John Lennon, 1970. Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz er født i oktober 1949 i USA. Vi er lige gamle, hun er et par måneder yngre end mig, men vi er vokset op i den samme tid, har sikkert hørt den samme musik og set de samme film, og blevet præget af de samme verdenspolitiske begivenheder.

Bogen havde en masse af Annie Leibovitz’ billeder af rockstjerner og skuespillere, men også en gribende serie af en besøgsdag i Soledadfængslet, hvor hun har portrætteret mandlige indsatte og deres koner og kærester. I stor set alle de billeder, der var i bogen, havde hun skildret en intimitet, som jeg aldrig havde lagt mærke til i fotografier før. Det var grænseoverskridende, hun var grænseoverskridende.

Jeg fulgte hendes arbejde, så godt jeg kunne i de følgende år. Det var sporadisk, der var ikke noget internet, så det var tilfældige møder med hendes arbejder i diverse blade og magasiner, der krydsede min vej.

IMG_2812
Isabella Rossilini og David Lynch. Foto Annie Leibovitz.

Billedet af Isabella Rossillini og David Lynch er fra midtfirserne, formentlig i forbindelse med filmen Blue Velvet, og jeg kan huske mine tanker,  første gang jeg så det. Det er et maleri, det er et næsten surrealistisk maleri med overtoner af Magritte og en samtidig mærkværdig forbindelse tilbage til renæssancemaleri, hvor der ofte er en mand med en masse tøj eller rustning på og en skønjomfru uden ret meget beklædning. Jeg var og er vild med det, og jeg kan tydelig se, hvordan det stadig inspirerer mig. Den blottede skulder er ofte en del af mine portrætter.

 

 

IMG_2808
Foto Annie Leibovitz.
IMG_2809
Foto Annie Leibovitz

Når jeg er ser på Annie Leibovitz’ fotografier står tiden stille. Ikke kun for mig, men også på billederne. Personerne er roligt afventende, oftest med blikket rettet mod beskueren. Det er konstruerede situationer, hun viser. Billederne er ikoner, intet er tilfældigt. Det er arrangeret virkelighed, næsten så langt man kan komme fra fotojournalistik. Den æstetiske harmoni er et vigtigt element i billedkonstruktionen.

IMG_2807
Foto Annie Leibovitz.
IMG_2811
Kate Moss. Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz giver den gas med farver, lys og modellerne udfører flotte poseringer. Der spares ikke på noget, når der arbejdes, men det er altid vedkommende portrætter, hun laver. Man aner personligheden bag udenomsværket. Både modellens personlighed men også fotografens. Som fotograf lærer jeg noget, hver gang jeg kigger på hendes billeder.

Et par eksempler på portrætter med den bare skulder som et billedelement og en næsten oliemaleriagtig stemning og farveholdning. Det er Selma Hayek i rød kjole sammen med unavngiven abe, og med ryggen til, er det Nicole Kidman.

IMG_2816
Foto Annie Leibovitz.
IMG_2815
Foto Annie Leibovitz.

Det er ikke kun dårende dejlige skuespillere og modeller, Annie Leibovitz arbejder med. Et eksempel er det skånselsløse og prunkløse portræt af Iggy Pop. Det billede viser præcis, hvad rock’n roll er for en størrelse. Tough as nails and working out.

IMG_2817
Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz kommer tæt på i sine portrættet. Ofte virker det, som om  der ingen barrierer er mellem fotograf og model.  Nogle af billederne oser af intimitet. Jeg har en fornemmelse af at overvære noget, som jeg egentlig ikke skulle se, og som jeg måske slet ikke har lyst til at se, men jeg er sikker på, at de billeder er nøjagtig ligeså arrangerede som alle de andre, for Annie Leibovitz er også en manipulator, og som alle andre billedkunstnere skaber hun sin egen virkelighed eller sine egne ikoner. Der er ingen tilfældighder i hendes arbejder.

IMG_2814
Yoko Ono og John Lennon. Foto Annie Leibovitz.
IMG_2813
Jerry Hall og barn. Foto Annie Leibovitz.

I 2015 blev Annie Leibovitz valgt til at fotografere Pirelli-kalenderen for 2016. Den kalender er kendt for fotografier af smukke unge kvinder i forskellige grader af afklædthed og bliver oftest optaget på eksotiske steder i verden.

Sådan gør Annie Leibovitz ikke. Hun inviterer modne kvinder ind i et lidt skramlet studio i New York.  Kvinderne er betydningsfulde store stjerner i kunst, videnskab, sport, kultur og showbusiness: Patti Smith, Serena Williams og komikeren Amy  Schumer. Det er et fantastisk low-key projekt, som det lykkes Annie Leibovitz at realisere til perfektion.

annie2
Foto Annie Leibovitz.
annie3
Patti Smith. Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz er som sagt en fantastisk fotograf. Jeg er betaget af hendes håndværk, hendes evne til at tænke billederne og hendes vilje til at realisere dem. Hun er en inspiration og et forbillede, og jeg er lykkelig for at jeg købte den bog, jeg nævnte i starten og som helt fra begyndelsen gjorde mig opmærksom på denne vidunderlige kunstner.

Til sidst et fotografi med model og Venedig. Flot komposition og elegant farveskala.

annie1
Foto Annie Leibovitz.

 

 

 

 

 

 

 

Pablo Picasso og Birgitte Bardot.

Min far og min mor var naturligvis de første ikoner i mit liv.
Sådan er det vel pr automatik?
Da jeg blev lidt ældre, sådan omkring 7-8-9 år (jeg er født i 1949), blev fotografier i aviser og ugeblade vigtige ingredienser i min barndom, og pludselig dukkede der billeder op i mit liv af en ung fransk kvinde med strutskørt, trutmund og langt lyst hår. Brigitte Bardot. Hun blev pludselig en vigtig person i mit liv. Der var andre stjerner, der dukkede op samtidig, f.eks. Fess Parker som Davy Crockett, Alfredo di Stefano fra Real Madrid og den unge ungarske kvindelige frihedskæmper med den russiske maskinpistol og usandsynlig triste øjne, der var blevet fotograferet under den ungarske opstand i 1956. Jeg har senere læst, at hun blev dræbt et par dage senere.

Fotografier gjorde et stort indtryk på mig. De var med til at forme min verdensopfattelse, jeg huskede dem, så når jeg først havde set et fotografi, vidste jeg, hvor jeg havde set det og i hvilken sammenhæng. Sådan er det stadig. Fotografier er en utrolig stor størrelse i min tilværelse. Jeg laver fotografier, jeg kigger på fotografier, jeg omgiver mig med fotografier, og ofte tænker jeg i fotografier.

Senere blev jeg udsat for malerier, tegninger og mange andre former for grafisk udtryk. En fantastisk verden blev åbnet for mig som beskuer. Desværre havde min tegnelærer på Matthæusgades skole gjort et stort nummer ud af at fortælle mig, at jeg ikke kunne tegne og i det hele taget ikke havde flair for billeder, så jeg nøjedes med at kigge.

En af de første kunstnere, jeg som stor dreng blev fascineret af, var Pablo Picasso. Og det var naturligvis Guernica der fangede mig ind og fik mig til at søge efter flere billeder af den geniale spanier.

Og nu knyttes Bardot og Picasso sammen i min historie.
Fordi forleden fandt jeg på mashable.com en serie fotografier fra 1956 med Picasso og Bardot.
I 1956 var Picasso 74 år, og Bardot 21. Picasso var udråbt som geni osv, og Bardot var en stjerne på vej op.
De mødtes i Picassos hjem/atelier i byen Vallauris på den franske riviera, for da Bardot alligevel var i området til filmfestival i Cannes, smuttede hun lige hen og besøgte Picasso.
Fotografen Jerome Brierre fra Life Magazine forevigede mødet mellem den smukke unge stjerne og den aldrende kunstmaler.
Picasso malede eller tegnede mærkelig nok aldrig Bardot, men fotografierne, Jerome Brierre tog, eksisterer stadig, og jeg tillader mig at vise dem her.

Spanish artist Pablo Picasso and French actress Brigitte Bardot at his studio in Vallauris, on the Cote d'Azur, during the Cannes Film Festival, April 1956 . (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot dans l'atelier de Picasso a villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes --- Brigitte Bardot in workshop of Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)

 

 

Brigitte Bardot en 1956, pendant le festival de Cannes, devant la villa "Californie" a Cannes que Picasso a achetee en 1955 et ou il a installe son atelier --- Brigitte Bardot outside villa "Californie" in Cannes (Picasso's property) in 1956 during Canne sfestival
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes pendant le festival de Cannes --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
 (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes Neg: CX24335 --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso sur le perron de la villa "Californie" (qu'il a achetee en 1955 et ou il a installe son atelier) a Cannes pendant le festival de Cannes en 1956 Neg:CX24335 --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso at villa "Californie" in Cannes during Cannes festival 1956
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes Neg:CX24335--- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa “Californie” in Cannes
 (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Actress Brigitte Bardot watching Pablo Picasso at work in his studio in Vallauris during the 1956 International Cannes Film Festival. (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Pablo Picasso in his studio in Vallauris with actress Brigitte Bardot during the 1956 International Cannes Film Festival. (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Pablo Picasso in his studio in Vallauris with actress Brigitte Bardot during the 1956 International Cannes Film Festival. (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)

Jeg er vild med de billeder, for jeg synes, at de stråler af en eller anden form for gensidig respekt og beundring. Pablo Picasso er tydeligvis også fuldstændig betaget af den unge smukke kvinde, der er på besøg. Jeg mener, hvilken mand ville ikke være bjergtagen af en ung Brigitte Bardot, men jeg fornemmer altså også en connection mellem de to, som var særlig. Jeg er meget glad for, at jeg fandt denne serie fotografier. Fotografen Jerome Brierre var dygtig at være der til dette møde.

 

 

 

 

Fetichisme midt om sommeren.

Museet Trapholt ligger fuldstændig fantastisk ved Kolding Fjord og pynter. Ikke alene  fordi det er smukke bygninger i smukke omgivelser, men også fordi museet altid er et besøg værd med spændende særudstillinger og en interessant permanent samling.

Vi besøgte Trapholt for et par uger siden primært fordi vi ville se Martin Bigums særudstilling. Det gjorde vi, altså så Bigum, og var nærmest mundlamme. Manden er en utrolig maler, og det var en stor oplevelse. Men det der faktisk tog pippet fra mig var udstillingen Fetichisme. Udstillingen var ikke så umiddelbart erotisk pirrende som titlen eller kunne antyde, men man blev fuldstændig opslugt af den mangfoldighed af tolkninger af begrebet, som man blev præsenteret for. Om udstillingen skriver museet selv:

Velkomstbillede ved indgangen til udstillingen
Velkomstbillede ved indgangen til udstillingen

“Udstillingen tager fat i de tidlige, sanselige barndomsoplevelser, der ligger i underbevidstheden og påvirker den personlige forkærlighed for bestemte materialer og genstande. Trapholt har inviteret en af verdens førende trendforskere, Lidewij Edelkoort, som her definerer 10 distinkte fetich-temaer hun ser dukke op indenfor design. Hun har udpeget 100 af de varmeste navne på den globale designscene til at bidrage under temaerne nudisme, sado-masochisme, romanticisme, spiritualisme, absurdisme, infantilisme, regionalisme konsumerisme, shamanisme, og legendisme.

Edelkoorts centrale pointe er, at vi i stigende grad benytter design som fetich, for at knytte an til en stadigt mere omskiftelig verden. Med afsæt i psykologien argumenterer hun for, at den personlige tilbøjelighed til en bestemt type fetich højst sandsynligt kan spores helt tilbage til vores egen barndom.”

Jeg tog nogle billeder med min iPad og resultatet kan ses her.

Fetish copy2 Fetish copy3 Fetish copy4 Fetish copy5 Fetish copy6 Fetish copy7 Fetish copy8 Fetish copy9 Fetish copy10

Naturligvis skal der være noget natur.

Man kan vel ikke hele tiden bare lave portrætter og opstillinger indendørs?
En gang i mellem skal man vove sig ud i virkeligheden, og så kan man jo faktisk tage sit kamera med og se hvad der kommer ud af det.
Det kaldes at træde ud af sin Comfort Zone. Bryder mig dårligt om det, sådan rent fotografisk.
For mit vedkommende må jeg indrømme, at jeg finder det svært at fotografere landskaber og bakker og marker og floder og bjerge og al den slags.

Fornylig var vi en uge på ferie, fruen, kameraet og jeg. Vi gik ture, og jeg tog nogle billeder af det i øvrigt smukke landskab i Nordsjælland.

Nogle af de billeder kan man så lige se nedenfor. (og man kan se en stor version  ved at klikke på de små billeder)

En smuk dag med skyer
En smuk dag med skyer
Birkelund
Pludselig var man ansigt til ansigt med en klynge birketræer
Kornmark
En høste mark med en vildfaren plante
Ca. 3500 år gammel gravhøj.
Ca. 3500 år gammel gravhøj.

Det er det med lyset. Det uregerlige lys i naturen. Jeg kan ikke styre det, jeg kan ikke forme det, som jeg synes, jeg kan, når jeg laver portrætter og stilleben indendørs i mine trygge rammer. Og så kan jeg forresten ikke kommunikere med naturen, som jeg kan med de mennesker, jeg har den glæde at fotografere.

Men selvfølgelig skal ud af min Comfort Zone. Jeg er gammel nok til at vove pelsen og traske ud i skov og marsk og mark, og hvem ved? Måske møder jeg en kronhjort, som er så venlig at stille sig i positur og lade sig portrættere.

Fascination af en stil.

Der er ingen tvivl. Jeg er erklærer mig skyldig i at kunne lide den fotografiske stil, som var fremherskende i 50erne og 60erne. Opstillingen, lyset, hele den måde at se tingene på.

Det er naturligvis ikke reportagefotografiet eller dokumentarismen jeg taler om. Nej, det er portrætstilen og modebilledet der interesserer mig. Mine helte er Avedon, Penn, Greene, Steichem og Beaton bare for at nævne nogle enkelte.

Christine
Christine 2014

Det aspekt der især  optager er mig er den ro, der er i de billeder, jeg holder af. Jeg forsøger altid at skabe ro i mine portrætter. Det virker måske lidt stillestående, men det er vigtigt for mig at fotografiet i denne genre lægger afstand til forvirring og den fornemmelse af kaos, som vi ofte bærer rundt på i vort indre.

Twiggy fotograferet af Richard Avedon
Twiggy fotograferet af Richard Avedon

Selv når Avedon tager et billede af Twiggy , lidt uskarpt og med håret i fuld bevægelse foran kameraet, fornemmer jeg ro hos Twiggy.

Mimi fotograferet 2015.
Mimi 2015.

Det er et spørgsmål om tillid mellem model og fotograf,
og det rum, der skabes, skal være et sted, hvor såvel fotograf som model skal føle sig tryg, således at man tør bekende kulør og vover at lege med. Så kommer de gode billeder.

Birgitte 2015
Birgitte 2015

Jeg synes, det er fantastisk at få lov til at lave portrætter.  Et privilegium at få tilladelse til at se sider som normalt ikke vises frem, men som netop får lov at blomstre i den meget personlige situation, det er at blive fotograferet og at fotografere.

Selma 2014
Selma 2014

Den amerikanske fotograf, Alfred Stieglitz, sagde: In photography there is a reality so subtle that it becomes more real than reality.

En helt ny gammel fornemmelse.

Det er for første gang siden før julen 2014, at jeg synes jeg er frisk og i en eller anden grad i fin form. Det har taget ca fire måneder, siden operationen i februar, at komme så langt. Denne dag har bragt to gåture på sammelagt 6,5 kilometer med høj puls og sved på panden, der er blevet lavet aftensmad, bagt rugbrød og hvedeboller til morgenmad, der er snakket med naboen og set halvdelen af Malmros’ film Barbara, og sandelig der er også blevet vasket en enkelt vask, og hygget med fruen. Og det allervigtigste, jeg har behandlet de billeder, jeg tog i går af Charlotte L. Alt i alt minder det om en ganske almindelig dag i den semipensionerede fotografs liv fra før bypassoperationen. 

Det har betydet meget, at jeg gik i gang igen med fotograferingen i sidste uge, og at jeg opdagede,  at jeg ikke havde glemt, hvordan man gør, at det føles naturligt at instruere den der fotograferes, at lyset næsten sætter sig selv osv. Trygheden i det kendte skal man ikke undervurdere.

  
Charlotte L. 3. juni 2015 i Charlottenlund.

Søvn eller ej?

Det er et problemområde, det der med søvnen. Jeg går i seng i forholdsvis god ro og orden, og jeg prøver på at nærme mig noget, der ligner borgelig sengetid. Det kan dog godt lige smutte en time eller to ind, hvis der for eksempel skal laves billeder eller andre ting trænger sig på. Men det skulle vel ikke være et problem? Nej, det mener jeg heller ikke, for lige meget hvor tidligt eller sent, jeg går i seng, ender det som regel med, at jeg ligger og vender og drejer mig i timevis i sengen, før det hen under morgenstunden lykkes mig at falde i søvn. Og det er anstrengende ikke at få mere end et par timers søvn hver nat. Man er træt, man er uoplagt med et aftagende energiniveau, når man ikke får sin søvn. Jeg vil ikke have sovemedicin eller indslumringspræparater; jeg vil såmænd bare gerne have en ganske almindelig god nattesøvn. Det gamle ordsprog, at man kan sove, når man bliver gammel, det gælder tilsyneladende ikke for mig, men så kan jeg skrive lidt og vise et af mine billeder her på bloggen.

 

farveopsætning