Der er religiøsitet, mystik, frygt og myte i spil, når man taler om tildækning og andre religiøse praksiser. I den forbindelse er jeg stødt på en italiensk-senegalesisk fotograf/multikunstner ved navn Patrizia Maïmouna Guerresi. Her vil jeg beskæftige mig med nogle af hendes fotografiske projekter.
Guerresi er fødti 1951 i Italien i en katolsk familie. Hun konverterede til Sufi islam, da hun blev gift med en senegalesisk mand. Sufisme er en gren af islam, der er drevet af en religiøs mysticisme, som vi især i Vesten forbinder med sufidansen, som er en metode til at opnå en tranceagtig forbindelse mellem mennesket og gud (i dette tilfælde Allah).
Patrizia Maïmouna Guerresis fotografier viser mennesker, der har har overskredet virkelighedens rammer. Personerne svæver i rummet i dragter, der synes at ophæve tyngdeloven. Måske er personerne netop som i en mystisk trance i forbindelse med noget, der overskrider grænsen for vor helt normale hverdagsagtige opfattelse af virkeligheden. Dragterne, som personerne er iklædt, er det eneste, som holder mennesket forbundet med det jordiske.
Dragterne er inspireret af den afrikanske virkelighed som Guerresi oplever, og hun skaber selv dragterne eller kostumerne. Når jeg ser på fotografierne ser jeg traditionelle dragter, hovedklæder, og nogle gange er det som figurerne symboliseret minareter eller kirketårne, der rækker mod himlen, og personerne på fotografierne er ikke virkelige personer, men symboler og mindelser om en dimension i menneskets natur, som ligger skjult hos de fleste. Mennesket selv er en helligdom, der rummer uanede muligheder og energier.
Selv om universet i fotografier primært får mig til at tænke på Islam, opfatter jeg egentlig at udtrykket er tværreligiøst. Jeg ser også mindelser om kristendom, jødedom, naturreligion og sågar
a-religiøsitet.
Ud over de tankevækkende perspektiver som fotografierne sætter i gang hos mig, glæder jeg mig også over det tekniske og kunstneriske niveau i Patrizia Maïmouna Guerresis fotografier. Hun er ganske enkelt en fremragende visionær kunstner, som jeg er begejstret over at have stiftet bekendskab med.
(Scroll/rul ned af siden for at se de pragtfulde billeder.)
Hvis du har fået lyst til at vide mere om Maïmouna Guerresis er her et link til hendes hjemmeside: http://www.maimounaguerresi.com
Annie Leibovitz er, efter min mening, den største og bedste nulevende fotograf.
Man kan af mange grunde selvfølgelig ikke komme med sådan en udtalelse. Der er tusindvis af nulevende fotografer, og de tager tusindvis af billeder, jeg ikke kender, og som jeg aldrig får at se, sådan er det. Men baseret på min glæde og instinktive fornemmelse, der med næsten 100%s nøjagtighed genkender et af hendes billeder, når jeg ser det, udbryder jeg igen: Annie Leibovitz er den største og bedste nulevende fotograf.
The Photojournalist hedder den bog, der ligger på mit arbejdsbord. Den er udgivet i 1974, og jeg købte den i 1976 eller 77 hos Arnold Busck på Købmagergade. Den var pakket ind i noget cellofanagtigt materiale, så jeg ikke kunne komme til at kigge i den, og jeg købte den udelukkende, fordi jeg faldt for Mick Jaggerbilledet på omslaget. Hverken Mary Ellen Mark eller Annie Leibovitz var navne, jeg kendte.
Da jeg kom hjem og fik den pakket ud og kigget på billederne, faldt tusinde brikker på plads for mig. Det første fotografi i bogen var Leibovitz’ ikoniske portræt af John Lennon i overall og med de runde briller. Selvfølgelig kendte jeg billedet, det havde været på forsiden af Rolling Stone Magazine, men jeg havde aldrig fæstnet mig ved fotografens navn.
Annie Leibovitz er født i oktober 1949 i USA. Vi er lige gamle, hun er et par måneder yngre end mig, men vi er vokset op i den samme tid, har sikkert hørt den samme musik og set de samme film, og blevet præget af de samme verdenspolitiske begivenheder.
Bogen havde en masse af Annie Leibovitz’ billeder af rockstjerner og skuespillere, men også en gribende serie af en besøgsdag i Soledadfængslet, hvor hun har portrætteret mandlige indsatte og deres koner og kærester. I stor set alle de billeder, der var i bogen, havde hun skildret en intimitet, som jeg aldrig havde lagt mærke til i fotografier før. Det var grænseoverskridende, hun var grænseoverskridende.
Jeg fulgte hendes arbejde, så godt jeg kunne i de følgende år. Det var sporadisk, der var ikke noget internet, så det var tilfældige møder med hendes arbejder i diverse blade og magasiner, der krydsede min vej.
Billedet af Isabella Rossillini og David Lynch er fra midtfirserne, formentlig i forbindelse med filmen Blue Velvet, og jeg kan huske mine tanker, første gang jeg så det. Det er et maleri, det er et næsten surrealistisk maleri med overtoner af Magritte og en samtidig mærkværdig forbindelse tilbage til renæssancemaleri, hvor der ofte er en mand med en masse tøj eller rustning på og en skønjomfru uden ret meget beklædning. Jeg var og er vild med det, og jeg kan tydelig se, hvordan det stadig inspirerer mig. Den blottede skulder er ofte en del af mine portrætter.
Når jeg er ser på Annie Leibovitz’ fotografier står tiden stille. Ikke kun for mig, men også på billederne. Personerne er roligt afventende, oftest med blikket rettet mod beskueren. Det er konstruerede situationer, hun viser. Billederne er ikoner, intet er tilfældigt. Det er arrangeret virkelighed, næsten så langt man kan komme fra fotojournalistik. Den æstetiske harmoni er et vigtigt element i billedkonstruktionen.
Annie Leibovitz giver den gas med farver, lys og modellerne udfører flotte poseringer. Der spares ikke på noget, når der arbejdes, men det er altid vedkommende portrætter, hun laver. Man aner personligheden bag udenomsværket. Både modellens personlighed men også fotografens. Som fotograf lærer jeg noget, hver gang jeg kigger på hendes billeder.
Et par eksempler på portrætter med den bare skulder som et billedelement og en næsten oliemaleriagtig stemning og farveholdning. Det er Selma Hayek i rød kjole sammen med unavngiven abe, og med ryggen til, er det Nicole Kidman.
Det er ikke kun dårende dejlige skuespillere og modeller, Annie Leibovitz arbejder med. Et eksempel er det skånselsløse og prunkløse portræt af Iggy Pop. Det billede viser præcis, hvad rock’n roll er for en størrelse. Tough as nails and working out.
Annie Leibovitz kommer tæt på i sine portrættet. Ofte virker det, som om der ingen barrierer er mellem fotograf og model. Nogle af billederne oser af intimitet. Jeg har en fornemmelse af at overvære noget, som jeg egentlig ikke skulle se, og som jeg måske slet ikke har lyst til at se, men jeg er sikker på, at de billeder er nøjagtig ligeså arrangerede som alle de andre, for Annie Leibovitz er også en manipulator, og som alle andre billedkunstnere skaber hun sin egen virkelighed eller sine egne ikoner. Der er ingen tilfældighder i hendes arbejder.
I 2015 blev Annie Leibovitz valgt til at fotografere Pirelli-kalenderen for 2016. Den kalender er kendt for fotografier af smukke unge kvinder i forskellige grader af afklædthed og bliver oftest optaget på eksotiske steder i verden.
Sådan gør Annie Leibovitz ikke. Hun inviterer modne kvinder ind i et lidt skramlet studio i New York. Kvinderne er betydningsfulde store stjerner i kunst, videnskab, sport, kultur og showbusiness: Patti Smith, Serena Williams og komikeren Amy Schumer. Det er et fantastisk low-key projekt, som det lykkes Annie Leibovitz at realisere til perfektion.
Annie Leibovitz er som sagt en fantastisk fotograf. Jeg er betaget af hendes håndværk, hendes evne til at tænke billederne og hendes vilje til at realisere dem. Hun er en inspiration og et forbillede, og jeg er lykkelig for at jeg købte den bog, jeg nævnte i starten og som helt fra begyndelsen gjorde mig opmærksom på denne vidunderlige kunstner.
Til sidst et fotografi med model og Venedig. Flot komposition og elegant farveskala.
Min far og min mor var naturligvis de første ikoner i mit liv.
Sådan er det vel pr automatik?
Da jeg blev lidt ældre, sådan omkring 7-8-9 år (jeg er født i 1949), blev fotografier i aviser og ugeblade vigtige ingredienser i min barndom, og pludselig dukkede der billeder op i mit liv af en ung fransk kvinde med strutskørt, trutmund og langt lyst hår. Brigitte Bardot. Hun blev pludselig en vigtig person i mit liv. Der var andre stjerner, der dukkede op samtidig, f.eks. Fess Parker som Davy Crockett, Alfredo di Stefano fra Real Madrid og den unge ungarske kvindelige frihedskæmper med den russiske maskinpistol og usandsynlig triste øjne, der var blevet fotograferet under den ungarske opstand i 1956. Jeg har senere læst, at hun blev dræbt et par dage senere.
Fotografier gjorde et stort indtryk på mig. De var med til at forme min verdensopfattelse, jeg huskede dem, så når jeg først havde set et fotografi, vidste jeg, hvor jeg havde set det og i hvilken sammenhæng. Sådan er det stadig. Fotografier er en utrolig stor størrelse i min tilværelse. Jeg laver fotografier, jeg kigger på fotografier, jeg omgiver mig med fotografier, og ofte tænker jeg i fotografier.
Senere blev jeg udsat for malerier, tegninger og mange andre former for grafisk udtryk. En fantastisk verden blev åbnet for mig som beskuer. Desværre havde min tegnelærer på Matthæusgades skole gjort et stort nummer ud af at fortælle mig, at jeg ikke kunne tegne og i det hele taget ikke havde flair for billeder, så jeg nøjedes med at kigge.
En af de første kunstnere, jeg som stor dreng blev fascineret af, var Pablo Picasso. Og det var naturligvis Guernica der fangede mig ind og fik mig til at søge efter flere billeder af den geniale spanier.
Og nu knyttes Bardot og Picasso sammen i min historie.
Fordi forleden fandt jeg på mashable.com en serie fotografier fra 1956 med Picasso og Bardot.
I 1956 var Picasso 74 år, og Bardot 21. Picasso var udråbt som geni osv, og Bardot var en stjerne på vej op.
De mødtes i Picassos hjem/atelier i byen Vallauris på den franske riviera, for da Bardot alligevel var i området til filmfestival i Cannes, smuttede hun lige hen og besøgte Picasso.
Fotografen Jerome Brierre fra Life Magazine forevigede mødet mellem den smukke unge stjerne og den aldrende kunstmaler.
Picasso malede eller tegnede mærkelig nok aldrig Bardot, men fotografierne, Jerome Brierre tog, eksisterer stadig, og jeg tillader mig at vise dem her.
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Jeg er vild med de billeder, for jeg synes, at de stråler af en eller anden form for gensidig respekt og beundring. Pablo Picasso er tydeligvis også fuldstændig betaget af den unge smukke kvinde, der er på besøg. Jeg mener, hvilken mand ville ikke være bjergtagen af en ung Brigitte Bardot, men jeg fornemmer altså også en connection mellem de to, som var særlig. Jeg er meget glad for, at jeg fandt denne serie fotografier. Fotografen Jerome Brierre var dygtig at være der til dette møde.
Museet Trapholt ligger fuldstændig fantastisk ved Kolding Fjord og pynter. Ikke alene fordi det er smukke bygninger i smukke omgivelser, men også fordi museet altid er et besøg værd med spændende særudstillinger og en interessant permanent samling.
Vi besøgte Trapholt for et par uger siden primært fordi vi ville se Martin Bigums særudstilling. Det gjorde vi, altså så Bigum, og var nærmest mundlamme. Manden er en utrolig maler, og det var en stor oplevelse. Men det der faktisk tog pippet fra mig var udstillingen Fetichisme. Udstillingen var ikke så umiddelbart erotisk pirrende som titlen eller kunne antyde, men man blev fuldstændig opslugt af den mangfoldighed af tolkninger af begrebet, som man blev præsenteret for. Om udstillingen skriver museet selv:
“Udstillingen tager fat i de tidlige, sanselige barndomsoplevelser, der ligger i underbevidstheden og påvirker den personlige forkærlighed for bestemte materialer og genstande. Trapholt har inviteret en af verdens førende trendforskere, Lidewij Edelkoort, som her definerer 10 distinkte fetich-temaer hun ser dukke op indenfor design. Hun har udpeget 100 af de varmeste navne på den globale designscene til at bidrage under temaerne nudisme, sado-masochisme, romanticisme, spiritualisme, absurdisme, infantilisme, regionalisme konsumerisme, shamanisme, og legendisme.
Edelkoorts centrale pointe er, at vi i stigende grad benytter design som fetich, for at knytte an til en stadigt mere omskiftelig verden. Med afsæt i psykologien argumenterer hun for, at den personlige tilbøjelighed til en bestemt type fetich højst sandsynligt kan spores helt tilbage til vores egen barndom.”
Jeg tog nogle billeder med min iPad og resultatet kan ses her.