Skrevne Begyndelser og Bearbejdede Indtryk

Der samler sig ord, sætninger og/eller visuelle indtryk i mig i tidens løb. Indtrykkene kommer oftest ud som billeder. Billeder, der måske er bearbejdet med forskellig software og udtrykker min personlige opfattelse af en situation eller stemming. Nogle gange er det en slags prosa, der beskriver de indtryk, jeg har i min hjerne. Historier, noveller eller måske slet og ret begyndelser, der er små skrevne billeder af en virkelighed,  som jeg måske selv har skabt eller noget jeg har hørt eller overværet. Og nogle gange hænger ord og billeder sammen.

1.

Hvad var det for et spejl der blev holdt op foran mig? Hvem tilhørte de hænder, der trodsigt bar det frem mod mig?

Indelukket, tvær, indforstået. Boblende af det raseri, der vælder op til overfladen med en kraft og en hurtighed, så man slet ikke ænser signalerne eller de røde advarselslamper, der garanteret blinkede med desparat insisteren fra det splitsekund impulsen til raseri fødes til eder og forbandelser står ud af munden.

Raseriet var et kendetegn for mig – mit BRAND så at sige. Som en for tidlig sædafgang kom det bag på mig gang på gang. Måske var det tydeligere for mig end for mine omgivelser i hvor høj grad, raseriet styrede mit liv. Styrede selv når jeg forsøgte at kontrollere det ved hjælp af mentale bølgebrydere, som jeg byggede længere og længere ud i det stormhærgede hav, som udgjorde mine følelser. Jeg kunne jo se det i spejlet, tydeligt, enhver lille detaljes struktur stod lysende klar for mit blik. Det var ikke nødvendigt med musvågesyn eller sygekassebriller herDancing

2.

Hvis vejret skifter igen, sidder vi måske i saksen og kan hverken komme frem eller tilbage. Mærkeligt at være afhængig af udefrakommende faktorer, nu hvor vi er kommet så langt, som vi er.

Skydækket veksler hele tiden, så vi kan ikke læse noget der, selvom i hvert fald een af os er ekspert på det område, men det viser jo bare med al ønskelig tydelighed, at man nogle gange må overgive sig til de magter, der synes større end een selv. Hvis der var en præst blandt os ville hun sikkert forklare det timelige i en sådan overgivelse, for intet er vel større end det himmelske? Men der er ingen præst, så vi må bare følge naturens luner med tilbageholdt åndedrag og uudtalte bønner om det bedst mulige vejrlig.

Vi spejder mod horisonten som synes at bevæge sig næsten umærkeligt væk. Vi flytter os ikke og har ikke gjort det i flere dage, men vi kan alle se det, hvilket burde udelukke synsbedrag eller fatamorgana, men vi føler os mere og mere isolerede. Selv horisonten har opgivet ævret og flytter sig bort.

IMG_21773.

Koncentration. Led tankerne et andet sted hen, for det betyder måske slet ikke ret meget, når alt kommer til alt. En lille ubetydelig handling, resultatet af manglende omtanke. Hvem kender ikke til manglende omtanke? Et henkastet ord, en bevægelse og straks er Fanden løs. Jeg gjorde det. En ikke-gennemtænkt gestus fra min side, som blev opfattet forkert på alle mulige måder og alle leder og kanter.

IMAG1454-014.

Efter en samtale sad han tilbage og betragtede det landskab, hvor ordene havde bevæget sig ud og ind i mellem hinanden. Det lignede resultatet af den brændte jords taktik. Ikke et træ stod urørt tilbage, ikke et græsstrå havde undgået nedtrampning. Selv den mentale horisont osede af mørk og uigennemtrængelig røg. Det var den måde de bevægede sig frem på. Tilintegøre argumenter, bane vejen, nej, tromle vejen for egne ord og tankekonstruktioner uden hensynstagen til den andens følelsesliv. Sådan var deres samtaler, syntes han. Et tilfældigt møde for mange år siden, og stadig var jorden varm efter kampen; en enestående gestus kunne frelse dem, enestående ikke i betydningen særlig, men enestående i betydningen at være den eneste. En løftet hånd, måske en hånd der tøvende, lidt forsigtigt blev rakt frem, kunne være nok til at afbryde krigen, eller i det mindste skabe en tidslomme, en våbenhvile, hvor det ikke drejede sig om at sejre i denne underlige kappestrid på meninger og holdninger. Forsmået, tænkte han, og trak vejret lettet. Det var en mulighed, en udvej fra det ind i mellem mareridtsagtige samvær. At blive kastet på porten ville være en befrielse

IMAG1710-01-1

5.

Et dobbeltportræt af søstrene bragte en sær spænding frem i hans ellers meget afslappede og kontrollerede sindsstemning. Een var rigelig, og to var en anelse for meget, og han vidste på forhånd, at han ville have svært ved at tale normalt med dem, når de dukkede op. Det var kun gode ting, han havde hørt om dem. Fremkommelige, venlige, der var endda en, der havde brugt ordet smidig, og hvordan pokker skulle han tolke det? To smidige søstre. Var de eller havde de været et cirkusnummer? Trapezkunstnere, en flyver og en fanger? Slangemennesker, sabelslugere eller linedansere. Han gøs ved tanken, skønt tanken om søstrene i trikot behagede ham. Måske var der en dør ind til en rum i hans bevidsthed, han ikke kendte? Et rum befolket af cirkusartister og gadeperformere. Skræmmende, tænkte han og vendte sig uden at tænke over det mod døren, der førte ud i verden.

Sisters of Mercy #3

6.

Et rum befolket af et enkelt menneske, en vogterske, en gennemrejsende figur der har set alt med et blik, der lyser af både indsigt og overbærenhed. Det er svært at genkende det rum, hun opholder sig i, men der er ingen tvivl om, at hun ejer rummet. Hun står som en mand, en betydningsfuld mand. Med hænderne i siden og skrævende ben. Hvis hun var en mand, ville hun sikkert klø sig i skridtet. Et tegn på dominans. Hvor har jeg set hende før? Jeg fornægter intet, jeg nægter intet; hendes skønhed og styrke fascinerer.

IMG_2914

 

 

Om Hitlers badekar, muser og ikke mindst Lee Miller.

Man begynder at lede i eet hjørne af nettet, og snart er man over det hele. Hulter til bulter strømmer informationerne ind.

Således også forleden. Jeg sad og søgte oplysninger om den amerikanske fotograf Man Ray, da jeg faldt over et af hans billeder af en smuk kvindelig model. Billedteksten fortalte, at modellen hed Lee Miller. Hun var Man Rays muse en periode, stod der også.

Muse?

Et vidunderligt begreb. I antikkens Grækenland var der ni muser for forskellige videnskaber og kunstarter, som de hver især beskytter.
Men en muse er også en rigtig levende person, oftest en kvinde, tror jeg, der inspirerer en kunstner til at skabe, til at udvikle sig, til at yde sit ypperste.
Det har været mit store held, at jeg i seneste år, har mødt især to unge kvinder, L og C, som har betydet utrolig meget for min udvikling som fotograf. De har bragt mig over nogle fotografiske (kunstneriske?) grænser, som jeg ikke troede, jeg kunne krydse. De har inspireret mig og gjort mig bedre, og for det er jeg evigt taknemmelig.

Flowery dress. Foto Jens Ulrich
Flowery dress.
Foto Jens Ulrich

 

 

 

 

 

 

 

Siddende Model. Foto Jens Ulrich
Siddende Model.
Foto Jens Ulrich

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men det er ikke ‘mine muser’, det skal dreje sig om. Det skal dreje sig om en af Man Rays muser, Lee Miller.

Lee Miller blev født i 1907 i USA. Hun var mannequin og model i 1920erne i New York, da hun fattede interesse for surrealismen. Hun rejste i 1929 til Paris, der var den tids samlingspunkt for billedkunstnere, skulptører, forfattere og alle mulige afskygninger af andre kunstneriske aktiviteter. Hemmingway, Picasso, Braque og mange andre slog deres folder i den franske hovedstad, og Lee Miller kom ind i kredsen. Forresten kan man se Woody Allens film ‘Midnight In Paris’ for at få et indtryk af livet i Paris på det tidspunkt.

En af kunstnerne var fotografen og surrealisten Man Ray. Vel ankommet til Paris, opsøgte Lee fortrøstningsfuld Man Ray og sagde, at hun gerne ville i mesterlære hos ham som fotograf og kunstner. Han sagde: Nej tak,  jeg tager ikke elever! Men hun blev alligevel hurtigt hans model, elev og samarbejdspartner. Ray og Miller fandt også sammen som elsker og elskerinde.

foto Man Ray
foto Man Ray
foto Man Ray
foto Man Ray

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

foto Man Ray
foto Man Ray

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sammen med Man Ray ‘opfandt’ hun den fotografiske proces, der hedder solarisation.

Ganske kort er det en proces, hvor delvis fremkaldt film eller fotopapir udsættes for et kortvarigt lysglimt, før materialet fixeres. Lyse partier bliver mørkere, og billedet fremstår som en blanding af negativ og positiv.

Et eksempel på Solarisationsteknikken:

Solarisation. Foto Man Ray
Solarisation.
Foto Man Ray

 

 

 

 

 

 

 

 

Lee Miller begyndte at arbejde som fotograf i eget atelier og løste mange af Man Rays kommercielle opgaver i hans navn, samtidig med hun skabte sig sit eget navn som fotograf. Hun fortsatte også med at sidde model for Man Ray,

foto Man Ray
foto Man Ray
foto Man Ray
foto Man Ray
foto Man Ray
foto Man Ray

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lee Miller blev kun tre år i Paris og vendte tilbage til New York i 1932 og etablerede sin fotografiske virksomhed der og løste både reklameopgaver og lavede portrætfotografering. I 1934 giftede hun sig og flyttede til Ægypten. Hun forlod ægtemand og Ægypten og vendte tilbage til Paris i 1937.

Under 2. verdenskrig boede hun i England, indtil hun etablerede sig som fotojournalist og lave billedreportager fra Blitzen over London i 1941. Ganske kort tid efter invationen i Normandiet arbejdede hun sammen med en anden fotograf fra Life Magazine, David Scherman,  og fotograferede kamphandlingerne i Frankrig, Paris befrielse og i 1945 var hun med de amerikanske tropper, der befriede kz-lejrene Dachau og Buchenwald.  Da amerikanerne befriede München tog Millers kollaga et næsten ikonisk billede af Lee Miller der bader i badekaret i Hitlers private lejlighed i München.

Lee Miller i Hitlers badekar i hans private lejlighed i München. 1945 Foto af David E Scherman/Lee Miller.
Lee Miller i Hitlers badekar i hans private lejlighed i München. 1945
Foto af David E Scherman/Lee Miller.

Efter krigen boede hun England med en ny ægtemand. Hun blev ved med at fotografere, dog i mindre målestok og hun holdt forbindelse med kunstnervennerne fra Paris. Alle de frygtelige minder fra krigen og især fra kz-lejrene hjemsøgte hende; hun havde vel nærmest post-traumatisk stress syndrom, og led af gentagne depressionsanfald. Dog bevarede hun forbindelsen til kunstnerkredsen fra tiden i Paris.

Lee Miller havde øje for kvindernes rolle under 2. verdenskrig. De følgende eksempler viser hendes arbejde som fotojournalist.

Pilot i De Frie Polske Styrker i England 1942, Anna Laska
Pilot i De Frie Polske Styrker i England 1942, Anna Laska
Som et apropos til Europa i dag. Flygninge i Luxembourg 1945
Som et apropos til Europa i dag. Flygninge i Luxembourg 1945
Fransk kvinde arrasteret i Rennes 1944. Anklageert for at være kollaboratør
Fransk kvinde arresteret i Rennes 1944. Anklaget for at være kollaboratør.

Foruden at være model for Man Ray, stod Lee Miller også model for Picasso i 1937, hvilket der kom en serie portrætter ud af, og her er et af dem Portrait of Lee Miller as l’Arlesienne

Portrait of Lee Miller as l’Arlesienne
Portrait of Lee Miller as l’Arlesienne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et fotografi af et gensyn; Pablo Picasso og Lee Miller mødtes igen straks efter krigens slutning.

Pablo Picasso og Lee Miller efter krigen 1945
Pablo Picasso og Lee Miller efter krigen 1945

Millers søn, Anthony Penrose, fortæller i 2015 om Picasso og Miller til The Guardians journalist, Holly Williams:
“Of course she was very beautiful, but that was not, in itself, enough for Picasso,” posits Penrose. “What was important was she had this tremendous warmth of personality, she was always the person who made everyone laugh. She also had a very American quick wit – the New York one-liner, the wisecrack.”

Lee Millers livsforløb har gjort stort indtryk på mig. Hendes stædighed når hun realiserer sine ønsker, hendes evne til at inspirere andre kunstnere som Man Ray og Picasso til at skabe kunst, som vi andre har glæden ved at betragte. Hendes talent som fotograf, hendes vovemod som fotojournalist og især hendes vilje til at træde ud af det kønsrollemønster som ellers var mur- og nagelfast for kvinder i begyndelse af det forrige århundrede er imponerende. At opdage Lee Miller og hendes liv var en uventet bonus ved at kigge efter billeder af Man Ray.

Lee Miller døde i 1977 af cancer.

 

Tak, Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz er, efter min mening, den største og bedste nulevende fotograf.

Man kan af mange grunde selvfølgelig ikke komme med sådan en udtalelse. Der er tusindvis af nulevende fotografer, og de tager tusindvis af  billeder, jeg ikke kender, og som jeg aldrig får at se, sådan er det. Men baseret på min glæde og instinktive fornemmelse, der med næsten 100%s nøjagtighed genkender et af hendes billeder, når jeg ser det, udbryder jeg igen: Annie Leibovitz er den største og bedste nulevende fotograf.

Bogen på mit skrivebord
Bogen på mit skrivebord. Foto Jens Ulrich

The Photojournalist hedder den bog, der ligger på mit arbejdsbord. Den er udgivet i 1974, og jeg købte den i 1976 eller 77 hos Arnold Busck på Købmagergade. Den var pakket ind i noget cellofanagtigt materiale, så jeg ikke kunne komme til at kigge i den, og jeg købte den udelukkende, fordi  jeg faldt for Mick Jaggerbilledet på omslaget. Hverken Mary Ellen Mark eller Annie Leibovitz var navne, jeg kendte.

Da jeg kom hjem og fik den pakket ud og kigget på billederne, faldt tusinde brikker på plads for mig. Det første fotografi i bogen var Leibovitz’ ikoniske portræt af John Lennon i overall og med de runde briller. Selvfølgelig kendte jeg billedet, det havde været på forsiden af Rolling Stone Magazine, men jeg havde aldrig fæstnet mig ved fotografens navn.

lennon
John Lennon, 1970. Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz er født i oktober 1949 i USA. Vi er lige gamle, hun er et par måneder yngre end mig, men vi er vokset op i den samme tid, har sikkert hørt den samme musik og set de samme film, og blevet præget af de samme verdenspolitiske begivenheder.

Bogen havde en masse af Annie Leibovitz’ billeder af rockstjerner og skuespillere, men også en gribende serie af en besøgsdag i Soledadfængslet, hvor hun har portrætteret mandlige indsatte og deres koner og kærester. I stor set alle de billeder, der var i bogen, havde hun skildret en intimitet, som jeg aldrig havde lagt mærke til i fotografier før. Det var grænseoverskridende, hun var grænseoverskridende.

Jeg fulgte hendes arbejde, så godt jeg kunne i de følgende år. Det var sporadisk, der var ikke noget internet, så det var tilfældige møder med hendes arbejder i diverse blade og magasiner, der krydsede min vej.

IMG_2812
Isabella Rossilini og David Lynch. Foto Annie Leibovitz.

Billedet af Isabella Rossillini og David Lynch er fra midtfirserne, formentlig i forbindelse med filmen Blue Velvet, og jeg kan huske mine tanker,  første gang jeg så det. Det er et maleri, det er et næsten surrealistisk maleri med overtoner af Magritte og en samtidig mærkværdig forbindelse tilbage til renæssancemaleri, hvor der ofte er en mand med en masse tøj eller rustning på og en skønjomfru uden ret meget beklædning. Jeg var og er vild med det, og jeg kan tydelig se, hvordan det stadig inspirerer mig. Den blottede skulder er ofte en del af mine portrætter.

 

 

IMG_2808
Foto Annie Leibovitz.
IMG_2809
Foto Annie Leibovitz

Når jeg er ser på Annie Leibovitz’ fotografier står tiden stille. Ikke kun for mig, men også på billederne. Personerne er roligt afventende, oftest med blikket rettet mod beskueren. Det er konstruerede situationer, hun viser. Billederne er ikoner, intet er tilfældigt. Det er arrangeret virkelighed, næsten så langt man kan komme fra fotojournalistik. Den æstetiske harmoni er et vigtigt element i billedkonstruktionen.

IMG_2807
Foto Annie Leibovitz.
IMG_2811
Kate Moss. Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz giver den gas med farver, lys og modellerne udfører flotte poseringer. Der spares ikke på noget, når der arbejdes, men det er altid vedkommende portrætter, hun laver. Man aner personligheden bag udenomsværket. Både modellens personlighed men også fotografens. Som fotograf lærer jeg noget, hver gang jeg kigger på hendes billeder.

Et par eksempler på portrætter med den bare skulder som et billedelement og en næsten oliemaleriagtig stemning og farveholdning. Det er Selma Hayek i rød kjole sammen med unavngiven abe, og med ryggen til, er det Nicole Kidman.

IMG_2816
Foto Annie Leibovitz.
IMG_2815
Foto Annie Leibovitz.

Det er ikke kun dårende dejlige skuespillere og modeller, Annie Leibovitz arbejder med. Et eksempel er det skånselsløse og prunkløse portræt af Iggy Pop. Det billede viser præcis, hvad rock’n roll er for en størrelse. Tough as nails and working out.

IMG_2817
Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz kommer tæt på i sine portrættet. Ofte virker det, som om  der ingen barrierer er mellem fotograf og model.  Nogle af billederne oser af intimitet. Jeg har en fornemmelse af at overvære noget, som jeg egentlig ikke skulle se, og som jeg måske slet ikke har lyst til at se, men jeg er sikker på, at de billeder er nøjagtig ligeså arrangerede som alle de andre, for Annie Leibovitz er også en manipulator, og som alle andre billedkunstnere skaber hun sin egen virkelighed eller sine egne ikoner. Der er ingen tilfældighder i hendes arbejder.

IMG_2814
Yoko Ono og John Lennon. Foto Annie Leibovitz.
IMG_2813
Jerry Hall og barn. Foto Annie Leibovitz.

I 2015 blev Annie Leibovitz valgt til at fotografere Pirelli-kalenderen for 2016. Den kalender er kendt for fotografier af smukke unge kvinder i forskellige grader af afklædthed og bliver oftest optaget på eksotiske steder i verden.

Sådan gør Annie Leibovitz ikke. Hun inviterer modne kvinder ind i et lidt skramlet studio i New York.  Kvinderne er betydningsfulde store stjerner i kunst, videnskab, sport, kultur og showbusiness: Patti Smith, Serena Williams og komikeren Amy  Schumer. Det er et fantastisk low-key projekt, som det lykkes Annie Leibovitz at realisere til perfektion.

annie2
Foto Annie Leibovitz.
annie3
Patti Smith. Foto Annie Leibovitz.

Annie Leibovitz er som sagt en fantastisk fotograf. Jeg er betaget af hendes håndværk, hendes evne til at tænke billederne og hendes vilje til at realisere dem. Hun er en inspiration og et forbillede, og jeg er lykkelig for at jeg købte den bog, jeg nævnte i starten og som helt fra begyndelsen gjorde mig opmærksom på denne vidunderlige kunstner.

Til sidst et fotografi med model og Venedig. Flot komposition og elegant farveskala.

annie1
Foto Annie Leibovitz.

 

 

 

 

 

 

 

Pablo Picasso og Birgitte Bardot.

Min far og min mor var naturligvis de første ikoner i mit liv.
Sådan er det vel pr automatik?
Da jeg blev lidt ældre, sådan omkring 7-8-9 år (jeg er født i 1949), blev fotografier i aviser og ugeblade vigtige ingredienser i min barndom, og pludselig dukkede der billeder op i mit liv af en ung fransk kvinde med strutskørt, trutmund og langt lyst hår. Brigitte Bardot. Hun blev pludselig en vigtig person i mit liv. Der var andre stjerner, der dukkede op samtidig, f.eks. Fess Parker som Davy Crockett, Alfredo di Stefano fra Real Madrid og den unge ungarske kvindelige frihedskæmper med den russiske maskinpistol og usandsynlig triste øjne, der var blevet fotograferet under den ungarske opstand i 1956. Jeg har senere læst, at hun blev dræbt et par dage senere.

Fotografier gjorde et stort indtryk på mig. De var med til at forme min verdensopfattelse, jeg huskede dem, så når jeg først havde set et fotografi, vidste jeg, hvor jeg havde set det og i hvilken sammenhæng. Sådan er det stadig. Fotografier er en utrolig stor størrelse i min tilværelse. Jeg laver fotografier, jeg kigger på fotografier, jeg omgiver mig med fotografier, og ofte tænker jeg i fotografier.

Senere blev jeg udsat for malerier, tegninger og mange andre former for grafisk udtryk. En fantastisk verden blev åbnet for mig som beskuer. Desværre havde min tegnelærer på Matthæusgades skole gjort et stort nummer ud af at fortælle mig, at jeg ikke kunne tegne og i det hele taget ikke havde flair for billeder, så jeg nøjedes med at kigge.

En af de første kunstnere, jeg som stor dreng blev fascineret af, var Pablo Picasso. Og det var naturligvis Guernica der fangede mig ind og fik mig til at søge efter flere billeder af den geniale spanier.

Og nu knyttes Bardot og Picasso sammen i min historie.
Fordi forleden fandt jeg på mashable.com en serie fotografier fra 1956 med Picasso og Bardot.
I 1956 var Picasso 74 år, og Bardot 21. Picasso var udråbt som geni osv, og Bardot var en stjerne på vej op.
De mødtes i Picassos hjem/atelier i byen Vallauris på den franske riviera, for da Bardot alligevel var i området til filmfestival i Cannes, smuttede hun lige hen og besøgte Picasso.
Fotografen Jerome Brierre fra Life Magazine forevigede mødet mellem den smukke unge stjerne og den aldrende kunstmaler.
Picasso malede eller tegnede mærkelig nok aldrig Bardot, men fotografierne, Jerome Brierre tog, eksisterer stadig, og jeg tillader mig at vise dem her.

Spanish artist Pablo Picasso and French actress Brigitte Bardot at his studio in Vallauris, on the Cote d'Azur, during the Cannes Film Festival, April 1956 . (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot dans l'atelier de Picasso a villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes --- Brigitte Bardot in workshop of Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)

 

 

Brigitte Bardot en 1956, pendant le festival de Cannes, devant la villa "Californie" a Cannes que Picasso a achetee en 1955 et ou il a installe son atelier --- Brigitte Bardot outside villa "Californie" in Cannes (Picasso's property) in 1956 during Canne sfestival
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes pendant le festival de Cannes --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
 (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes Neg: CX24335 --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso sur le perron de la villa "Californie" (qu'il a achetee en 1955 et ou il a installe son atelier) a Cannes pendant le festival de Cannes en 1956 Neg:CX24335 --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso at villa "Californie" in Cannes during Cannes festival 1956
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes Neg:CX24335--- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa “Californie” in Cannes
 (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Brigitte Bardot et Pablo Picasso dans l'atelier de la villa "Californie" a Cannes en 1956 pendant le festival de Cannes --- Brigitte Bardot and Pablo Picasso during Cannes festival 1956 in villa "Californie" in Cannes
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Actress Brigitte Bardot watching Pablo Picasso at work in his studio in Vallauris during the 1956 International Cannes Film Festival. (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
(Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Pablo Picasso in his studio in Vallauris with actress Brigitte Bardot during the 1956 International Cannes Film Festival. (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)
Pablo Picasso in his studio in Vallauris with actress Brigitte Bardot during the 1956 International Cannes Film Festival. (Photo by Jerome Brierre/RDA/Getty Images)

Jeg er vild med de billeder, for jeg synes, at de stråler af en eller anden form for gensidig respekt og beundring. Pablo Picasso er tydeligvis også fuldstændig betaget af den unge smukke kvinde, der er på besøg. Jeg mener, hvilken mand ville ikke være bjergtagen af en ung Brigitte Bardot, men jeg fornemmer altså også en connection mellem de to, som var særlig. Jeg er meget glad for, at jeg fandt denne serie fotografier. Fotografen Jerome Brierre var dygtig at være der til dette møde.

 

 

 

 

Fetichisme midt om sommeren.

Museet Trapholt ligger fuldstændig fantastisk ved Kolding Fjord og pynter. Ikke alene  fordi det er smukke bygninger i smukke omgivelser, men også fordi museet altid er et besøg værd med spændende særudstillinger og en interessant permanent samling.

Vi besøgte Trapholt for et par uger siden primært fordi vi ville se Martin Bigums særudstilling. Det gjorde vi, altså så Bigum, og var nærmest mundlamme. Manden er en utrolig maler, og det var en stor oplevelse. Men det der faktisk tog pippet fra mig var udstillingen Fetichisme. Udstillingen var ikke så umiddelbart erotisk pirrende som titlen eller kunne antyde, men man blev fuldstændig opslugt af den mangfoldighed af tolkninger af begrebet, som man blev præsenteret for. Om udstillingen skriver museet selv:

Velkomstbillede ved indgangen til udstillingen
Velkomstbillede ved indgangen til udstillingen

“Udstillingen tager fat i de tidlige, sanselige barndomsoplevelser, der ligger i underbevidstheden og påvirker den personlige forkærlighed for bestemte materialer og genstande. Trapholt har inviteret en af verdens førende trendforskere, Lidewij Edelkoort, som her definerer 10 distinkte fetich-temaer hun ser dukke op indenfor design. Hun har udpeget 100 af de varmeste navne på den globale designscene til at bidrage under temaerne nudisme, sado-masochisme, romanticisme, spiritualisme, absurdisme, infantilisme, regionalisme konsumerisme, shamanisme, og legendisme.

Edelkoorts centrale pointe er, at vi i stigende grad benytter design som fetich, for at knytte an til en stadigt mere omskiftelig verden. Med afsæt i psykologien argumenterer hun for, at den personlige tilbøjelighed til en bestemt type fetich højst sandsynligt kan spores helt tilbage til vores egen barndom.”

Jeg tog nogle billeder med min iPad og resultatet kan ses her.

Fetish copy2 Fetish copy3 Fetish copy4 Fetish copy5 Fetish copy6 Fetish copy7 Fetish copy8 Fetish copy9 Fetish copy10

Naturligvis skal der være noget natur.

Man kan vel ikke hele tiden bare lave portrætter og opstillinger indendørs?
En gang i mellem skal man vove sig ud i virkeligheden, og så kan man jo faktisk tage sit kamera med og se hvad der kommer ud af det.
Det kaldes at træde ud af sin Comfort Zone. Bryder mig dårligt om det, sådan rent fotografisk.
For mit vedkommende må jeg indrømme, at jeg finder det svært at fotografere landskaber og bakker og marker og floder og bjerge og al den slags.

Fornylig var vi en uge på ferie, fruen, kameraet og jeg. Vi gik ture, og jeg tog nogle billeder af det i øvrigt smukke landskab i Nordsjælland.

Nogle af de billeder kan man så lige se nedenfor. (og man kan se en stor version  ved at klikke på de små billeder)

En smuk dag med skyer
En smuk dag med skyer
Birkelund
Pludselig var man ansigt til ansigt med en klynge birketræer
Kornmark
En høste mark med en vildfaren plante
Ca. 3500 år gammel gravhøj.
Ca. 3500 år gammel gravhøj.

Det er det med lyset. Det uregerlige lys i naturen. Jeg kan ikke styre det, jeg kan ikke forme det, som jeg synes, jeg kan, når jeg laver portrætter og stilleben indendørs i mine trygge rammer. Og så kan jeg forresten ikke kommunikere med naturen, som jeg kan med de mennesker, jeg har den glæde at fotografere.

Men selvfølgelig skal ud af min Comfort Zone. Jeg er gammel nok til at vove pelsen og traske ud i skov og marsk og mark, og hvem ved? Måske møder jeg en kronhjort, som er så venlig at stille sig i positur og lade sig portrættere.

Modellen og fotografen

For de fleste er det mærkeligt, skræmmende  og unaturligt at blive fotograferet, men en fotografering er også en form for dokumentation af dit liv. Du har klædt dig i noget tøj, du føler dig tilpas i, håret sidder, og makeuppen er i orden, så resultatet viser, hvordan du så ud netop den dag i dit liv, hvor billederne blev taget.

Carina SMK
Carina SMK
Det er et samarbejde mellem fotograf og model, hvor vi hver især yder vort. Jeg fotograferer under kontrollerede forhold. Det vil sige, at modellen ved, hvad der foregår, og jeg har styr på lys, ISO, blænde, lukkertid og hvad jeg ellers skal have styr på. Når det er på plads, kan jeg placere modellen i rummet i forhold til lys osv, og især i poseringer, som jeg foretrækker i det øjeblik, og som jeg synes klæder modellen og billederne bedst.

En siddende model signalerer for mig ro og afslappethed; læn dig lidt tilbage, benene overkors, tak, nej det andet ben skal over det første, drej dig lidt, og pludselig er det rigtige billede i søgeren.

Chris in the studio, 2014
Chris in the studio, 2014
Det er vigtigt for mig, at en fotografering er sjov, både for model og for fotograf. De mennesker jeg fotograferer er oftest kommet, fordi jeg har spurgt om de havde lyst til at lave nogle billeder sammen med mig. Det  kan være et ansigt, et blik, en bevægelse, en udstråling og personlighed, der fanger mig, og får mig til at tænke, at hende/ham må jeg fotografere.

Josefine in the Studio 2014
Josefine in the Studio 2014
Jeg er vild med at fotografere mennesker. Naturligvis er der tidspunkter, hvor jeg siger, at nu gider jeg ikke mere, men så møder et menneske, der bringer gnisten tilbage. Og jeg synes det er sjovt, at være med til at bringe det bedste frem i modellen, og måske finde nogle sider af personligheden, som ikke vises frem til hverdag

Liza, who caught me by surprise, 2015
Liza Who caught me by surprise, 1915
Karen Arends fra Wiit and Delight har et godt råd til modellen:

Tag en dyb indåding og så en dyb udånding.
Hvis du som model er lidt usikker og nervøs, så tag en dyb indånding gennem næsen og ånd ud gennem munden. Lad skuldrene falde ned, og næsten pr automatik slapper du af, dit ansigt slapper af, og du får et mere naturligt forhold til kameraet. Det virker faktisk.

Mimi, 2015
Mimi, 2015
Edward Steichen sagde, at et portræt bliver ikke til i kameraet,
men foran og bag ved kameraet.
Der er noget om snakken.
Hvis der ikke er samklang mellem model og fotograf, sker der ikke noget på billedet.

 

 

Fascination af en stil.

Der er ingen tvivl. Jeg er erklærer mig skyldig i at kunne lide den fotografiske stil, som var fremherskende i 50erne og 60erne. Opstillingen, lyset, hele den måde at se tingene på.

Det er naturligvis ikke reportagefotografiet eller dokumentarismen jeg taler om. Nej, det er portrætstilen og modebilledet der interesserer mig. Mine helte er Avedon, Penn, Greene, Steichem og Beaton bare for at nævne nogle enkelte.

Christine
Christine 2014

Det aspekt der især  optager er mig er den ro, der er i de billeder, jeg holder af. Jeg forsøger altid at skabe ro i mine portrætter. Det virker måske lidt stillestående, men det er vigtigt for mig at fotografiet i denne genre lægger afstand til forvirring og den fornemmelse af kaos, som vi ofte bærer rundt på i vort indre.

Twiggy fotograferet af Richard Avedon
Twiggy fotograferet af Richard Avedon

Selv når Avedon tager et billede af Twiggy , lidt uskarpt og med håret i fuld bevægelse foran kameraet, fornemmer jeg ro hos Twiggy.

Mimi fotograferet 2015.
Mimi 2015.

Det er et spørgsmål om tillid mellem model og fotograf,
og det rum, der skabes, skal være et sted, hvor såvel fotograf som model skal føle sig tryg, således at man tør bekende kulør og vover at lege med. Så kommer de gode billeder.

Birgitte 2015
Birgitte 2015

Jeg synes, det er fantastisk at få lov til at lave portrætter.  Et privilegium at få tilladelse til at se sider som normalt ikke vises frem, men som netop får lov at blomstre i den meget personlige situation, det er at blive fotograferet og at fotografere.

Selma 2014
Selma 2014

Den amerikanske fotograf, Alfred Stieglitz, sagde: In photography there is a reality so subtle that it becomes more real than reality.

En helt ny gammel fornemmelse.

Det er for første gang siden før julen 2014, at jeg synes jeg er frisk og i en eller anden grad i fin form. Det har taget ca fire måneder, siden operationen i februar, at komme så langt. Denne dag har bragt to gåture på sammelagt 6,5 kilometer med høj puls og sved på panden, der er blevet lavet aftensmad, bagt rugbrød og hvedeboller til morgenmad, der er snakket med naboen og set halvdelen af Malmros’ film Barbara, og sandelig der er også blevet vasket en enkelt vask, og hygget med fruen. Og det allervigtigste, jeg har behandlet de billeder, jeg tog i går af Charlotte L. Alt i alt minder det om en ganske almindelig dag i den semipensionerede fotografs liv fra før bypassoperationen. 

Det har betydet meget, at jeg gik i gang igen med fotograferingen i sidste uge, og at jeg opdagede,  at jeg ikke havde glemt, hvordan man gør, at det føles naturligt at instruere den der fotograferes, at lyset næsten sætter sig selv osv. Trygheden i det kendte skal man ikke undervurdere.

  
Charlotte L. 3. juni 2015 i Charlottenlund.

Søvn eller ej?

Det er et problemområde, det der med søvnen. Jeg går i seng i forholdsvis god ro og orden, og jeg prøver på at nærme mig noget, der ligner borgelig sengetid. Det kan dog godt lige smutte en time eller to ind, hvis der for eksempel skal laves billeder eller andre ting trænger sig på. Men det skulle vel ikke være et problem? Nej, det mener jeg heller ikke, for lige meget hvor tidligt eller sent, jeg går i seng, ender det som regel med, at jeg ligger og vender og drejer mig i timevis i sengen, før det hen under morgenstunden lykkes mig at falde i søvn. Og det er anstrengende ikke at få mere end et par timers søvn hver nat. Man er træt, man er uoplagt med et aftagende energiniveau, når man ikke får sin søvn. Jeg vil ikke have sovemedicin eller indslumringspræparater; jeg vil såmænd bare gerne have en ganske almindelig god nattesøvn. Det gamle ordsprog, at man kan sove, når man bliver gammel, det gælder tilsyneladende ikke for mig, men så kan jeg skrive lidt og vise et af mine billeder her på bloggen.

 

farveopsætning

 

%d bloggers like this: