Man begynder at lede i eet hjørne af nettet, og snart er man over det hele. Hulter til bulter strømmer informationerne ind.
Således også forleden. Jeg sad og søgte oplysninger om den amerikanske fotograf Man Ray, da jeg faldt over et af hans billeder af en smuk kvindelig model. Billedteksten fortalte, at modellen hed Lee Miller. Hun var Man Rays muse en periode, stod der også.
Muse?
Et vidunderligt begreb. I antikkens Grækenland var der ni muser for forskellige videnskaber og kunstarter, som de hver især beskytter.
Men en muse er også en rigtig levende person, oftest en kvinde, tror jeg, der inspirerer en kunstner til at skabe, til at udvikle sig, til at yde sit ypperste.
Det har været mit store held, at jeg i seneste år, har mødt især to unge kvinder, L og C, som har betydet utrolig meget for min udvikling som fotograf. De har bragt mig over nogle fotografiske (kunstneriske?) grænser, som jeg ikke troede, jeg kunne krydse. De har inspireret mig og gjort mig bedre, og for det er jeg evigt taknemmelig.
Men det er ikke ‘mine muser’, det skal dreje sig om. Det skal dreje sig om en af Man Rays muser, Lee Miller.
Lee Miller blev født i 1907 i USA. Hun var mannequin og model i 1920erne i New York, da hun fattede interesse for surrealismen. Hun rejste i 1929 til Paris, der var den tids samlingspunkt for billedkunstnere, skulptører, forfattere og alle mulige afskygninger af andre kunstneriske aktiviteter. Hemmingway, Picasso, Braque og mange andre slog deres folder i den franske hovedstad, og Lee Miller kom ind i kredsen. Forresten kan man se Woody Allens film ‘Midnight In Paris’ for at få et indtryk af livet i Paris på det tidspunkt.
En af kunstnerne var fotografen og surrealisten Man Ray. Vel ankommet til Paris, opsøgte Lee fortrøstningsfuld Man Ray og sagde, at hun gerne ville i mesterlære hos ham som fotograf og kunstner. Han sagde: Nej tak, jeg tager ikke elever! Men hun blev alligevel hurtigt hans model, elev og samarbejdspartner. Ray og Miller fandt også sammen som elsker og elskerinde.
Sammen med Man Ray ‘opfandt’ hun den fotografiske proces, der hedder solarisation.
Ganske kort er det en proces, hvor delvis fremkaldt film eller fotopapir udsættes for et kortvarigt lysglimt, før materialet fixeres. Lyse partier bliver mørkere, og billedet fremstår som en blanding af negativ og positiv.
Et eksempel på Solarisationsteknikken:
Lee Miller begyndte at arbejde som fotograf i eget atelier og løste mange af Man Rays kommercielle opgaver i hans navn, samtidig med hun skabte sig sit eget navn som fotograf. Hun fortsatte også med at sidde model for Man Ray,
Lee Miller blev kun tre år i Paris og vendte tilbage til New York i 1932 og etablerede sin fotografiske virksomhed der og løste både reklameopgaver og lavede portrætfotografering. I 1934 giftede hun sig og flyttede til Ægypten. Hun forlod ægtemand og Ægypten og vendte tilbage til Paris i 1937.
Under 2. verdenskrig boede hun i England, indtil hun etablerede sig som fotojournalist og lave billedreportager fra Blitzen over London i 1941. Ganske kort tid efter invationen i Normandiet arbejdede hun sammen med en anden fotograf fra Life Magazine, David Scherman, og fotograferede kamphandlingerne i Frankrig, Paris befrielse og i 1945 var hun med de amerikanske tropper, der befriede kz-lejrene Dachau og Buchenwald. Da amerikanerne befriede München tog Millers kollaga et næsten ikonisk billede af Lee Miller der bader i badekaret i Hitlers private lejlighed i München.
Efter krigen boede hun England med en ny ægtemand. Hun blev ved med at fotografere, dog i mindre målestok og hun holdt forbindelse med kunstnervennerne fra Paris. Alle de frygtelige minder fra krigen og især fra kz-lejrene hjemsøgte hende; hun havde vel nærmest post-traumatisk stress syndrom, og led af gentagne depressionsanfald. Dog bevarede hun forbindelsen til kunstnerkredsen fra tiden i Paris.
Lee Miller havde øje for kvindernes rolle under 2. verdenskrig. De følgende eksempler viser hendes arbejde som fotojournalist.
Foruden at være model for Man Ray, stod Lee Miller også model for Picasso i 1937, hvilket der kom en serie portrætter ud af, og her er et af dem Portrait of Lee Miller as l’Arlesienne
Et fotografi af et gensyn; Pablo Picasso og Lee Miller mødtes igen straks efter krigens slutning.
Millers søn, Anthony Penrose, fortæller i 2015 om Picasso og Miller til The Guardians journalist, Holly Williams:
“Of course she was very beautiful, but that was not, in itself, enough for Picasso,” posits Penrose. “What was important was she had this tremendous warmth of personality, she was always the person who made everyone laugh. She also had a very American quick wit – the New York one-liner, the wisecrack.”
Lee Millers livsforløb har gjort stort indtryk på mig. Hendes stædighed når hun realiserer sine ønsker, hendes evne til at inspirere andre kunstnere som Man Ray og Picasso til at skabe kunst, som vi andre har glæden ved at betragte. Hendes talent som fotograf, hendes vovemod som fotojournalist og især hendes vilje til at træde ud af det kønsrollemønster som ellers var mur- og nagelfast for kvinder i begyndelse af det forrige århundrede er imponerende. At opdage Lee Miller og hendes liv var en uventet bonus ved at kigge efter billeder af Man Ray.
Lee Miller døde i 1977 af cancer.